Virkelighedens Erik Harefod
Erik Harefod, også kendt som Erik Emune, var konge af Danmark 1134-1137.
Historien finder sted i Danmark i den sene vikingetid og hovedpersonerne var alle en del af Jellingedynastiet og direkte i slægt med de store vikingekonger, som Gorm den Gamle, Harald Blåtand og Svend Tveskæg.
Erik Harefod var frillesøn af den populære konge Erik Ejegod. Erik Ejegod havde også to ægtefødte sønner, Harald Kesja og Knud Lavard.
Erik Ejegod tager på en pilgrimsfærd til Jerusalem i 1103 men dør af sygdom på Cypern, inden han når frem.
Efter Erik Ejegods død, overgik kongemagten til hans bror Niels. Det politiske spil om arvefølgen, mellem kong Niels søn, Magnus den stærke og Erik Ejegods sønner spidsede snart til og i 1131 myrdede Magnus, Knud Lavard under et julegilde hos Kong Niels. Magnus bad Knud om at møde ham i Haraldstedskoven ved Ringsted til et vigtigt møde og da Knud, der troede at der var venskab imellem dem, mødte op, faldt han i baghold og fik sit hoved kløvet af Magnus sværd.
Det er på dette tidspunkt i historien at Knuds halvbror Erik Emune, også kendt som Erik Harefod træder ind på den store scene. Erik Emune, der var rasende over mordet på sin halvbror, udråbte sig selv til konge over Sjælland og samlede et forbund mod Kong Niels og Magnus den stærke sammen med bla. sin anden halvbror Harald Kesja. Erik Emune måtte dog se sig slået i en række slag i Jylland, hvilket resulterede i at Harald Kesja skiftede side til Kong Niels, da han så at krigslykken ikke var på Eriks side.
I Jylland samlede Kong Niels og Harald Kesja nu en hær på 4-6 tusind mand og sejlede i 1133 mod Sjælland med 100 vikingeskibe for at gøre det af med Erik Emune. De 100 skibe gik op gennem Roskilde fjord og videre op ad Værebro å, der dengang må have været væsentligt større. Her mødte de Erik Emunes hær ved Værebro, som var den gamle bro over Værebro å, på landevejen mellem Roskilde og Slangerup hvor Eriks hær af sjællændere ventede.
Slaget ved Værebro å blev vundet af Kong Niels og Erik Emune måtte igen flygte. Navnet Harefod fik han derfor som smædenavn af sine modstandere og det referer til at han altid flygtede fra de slag han deltog i. Der er i åbrinken ved Værebro å, fundet flere effekter fra slaget, bla. de 9 pilespidser der i dag ses i Ølstykkes byvåben og som også Ølstykkespejderne bruger som en del af deres logo, dog uden den kronede laks, der symboliserede kongens fiskeret i Værebro å.
Efter slaget ved Værebro å, hærger Kong Niels og hans tilhængere Sjælland og straffer dem der støttede Erik Harefod. Det fortælles bla. at Harald Kesja skar næsen af alle tyskere i Roskilde, som hævn for at de støttede Erik Harefod under belejringen af borgen Haraldsborg.
I 1134 afholdes der bispemøde ved Fodevig i Skåne, der ligger syd for Malmø og nord for Skanør der på den tid var hjemsted for et af de største markeder i Skandinavien. Der gik rygter om at Erik Harefod ville komme til mødet, men Kong Erik og Magnus var ikke bange for ham, men tog for en sikkerheds skyld 300 krigere med i deres følge. Da Niels og Magnus går i land, bliver de overfaldet af Erik Harefods hær der var forstærket med 300 lejede tyske ryttersoldater og besejret. Det menes at dette var første gang i Skandinavien, at ryttere blev sat ind mod fodfolk. Det lykkedes Kong Niels at flygte, men Magnus blev dræbt sammen med 5 bisper, mange stormænd og 60 præster. Niels flygter til Slesvig hvor han bliver dræbt af borgerne som hævn for mordet på Knud Lavard, der havde været hertug af Slesvig og som de skattede højt.
Erik Harefod bliver nu kåret som konge af Danmark og han gør Lund i Skåne til Danmarks hovedstad, Metropolis Daniæ. Erik Harefod udstedte et gavebrev til domkirken i Lund, det er Danmarks ældst bevarede originaldokument.
Erik Harefod blev kendt som en Konge der var hård ved sine modstandere og han fik hurtigt mange fjender i Skåne og på Sjælland. Han måtte derfor flygte til Jylland, hvor han i 1137, 3 år efter han blev indsat som konge, blev dræbt på tinge i Sønderjylland af stormanden Sorteplov. Erik Harefod (Emune) er begravet i Ribe Domkirke.